Broderi let som en FJER, der sætter tålmodigheden på prøve…..
Endelig kom bogen “Embroidery Illusions” i brug, den har stået på reolen sådan godt og vel 15 år – ofte taget frem for at bladre i men uden at der er kommet broderier ud af det….sådan har jeg flere bøger og udklip, der venter på at det rette øjeblik kommer….har du det på samme måde?
Og hvad kunne så få gang i leg med illusionerne til dagens broderi?
Et besøg i Roskilde Domkirke sidste uge, for her så jeg en KÆMPE hvid fugl svæve i loftet oppe ved alteret. Når jeg skriver kæmpe, ja så er det ganske vist. Vingefanget må være omkring 5 meter og på trods af størrelsen, ja så virker fuglen let og elegant. Selve fuglen er lavet i et gennemsigt materiale, måske plastik eller pleksiglas, og ned fra vingerne hænger fjer lavet i papir i hundredevis som lodrette uroer. På nogle af fjerene kunne jeg se tekst af en eller anden art og ellers sorte lette tush streger det illustrerer fjermønsteret.
Jeg stod bare og stod, fuldstændig betaget af denne fugl imellem kirkens ellers rustikke og historiske udsmykning. Det gjorde indtryk og billeder blev taget både på kameraet og i hukommelsen.
En ny ide begyndte at tage form i mine tanker….hvordan kan jeg lave et broderi let som en fjer….?
Fordelen ved at gemme udklip og spændende bøger, der kigges igennem fra tid til anden, det er at to gode ideer kan kobles sammen.
En fjer og en broderi bog, der viser billeder og teknikker udført i silkeorganza – jeg er på rette vej.
Se filmen her, hvordan broderiet er blevet til og hvordan det kunne sætte min tålmodighed på prøve….!
Jeg er ret vild med teknikken og klar til at dykke dybere ned og udforske hvad der ellers kan kreeres, heldigvis har jeg en STOR bunke med inspiration, så mon ikke der snart kommer et nyt let og delikat broderi i silkeorganza?
Categories
- Nyheder (12)
- Broderi fortællinger (94)
- Tanker midt i en forandrings tid (30)
- Eventyrlig broderi med Nattergalen (10)
- Eventyrlige broderi med den lille havfrue (13)
- 21 dage med broderi fortællinger (18)
- Brodøsens sommerpostkort (13)
- Broderi stilleben (16)
- Brodøsens julefortællinger (10)
- Postkort fra Brodøsen (4)
- Kristendom og Kreativitet (1)
- Craft-psykologi og æstetiske læreprocesser (3)