Jeg har trukket stikket - en streg i sandet - i nødbremsen.....

IMG_0559

...faktisk er det min krop som nu har lagt mig i "benlås" og sagt:
NU er det tid til en pause!

Kroppen er klog og det er jeg taknemmelig for, da sindet og tankerne sagtens kan sættes på repeat og køre i ring eller på autopilot. 

Bare én dag mere
Bare én opgave mere
Bare én udfordring mere

Altid bare én mere uden at der bliver taget én af i den anden ende.
Dråbe for dråbe bliver glasset fyldt og løber over i én lind strøm.

Pause
Stilhed

Hele mit system skriger efter ro og et nærende åndehul, så energien og drivkraften igen kan sprudle afsted sammen med gåpåmod, latter og handling.

Hvad gør man så som Brodøse, når hverdags og arbejdslivet tager en kovending??

Tjaa, jeg kan i grunden kun tale for mig selv.
Så i første omgang satte jeg mig ved skrivebordet, kiggede lidt forundret rundt på alle de bunker og stakke, som havde vokset sig store og frodige i løbet af den sidste hektiske tid.

I et af hjørnerne fik jeg øje på en slidt gammel og næsten undseelig æske.
Hjørnerne var frønnede, siderne let bøjede og låget godt og grundigt skævt.

Forsigtigt slog jeg låget til side og med ét ændrede stemningen i rummet...ihvertfald mit humør!

Lige der midt i de kaotiske bunker havde jeg fundet en skat.
Mine øjne lyste af glæde og stort smil begyndte at fylde ansigtet.

Æsken var fyldt med et orgie af farverige broderigarns rester.
Rester som venners mødre, mostre og tanter nøjsomt har haft gemt i årevis,
hvis man nu lige kom til at mangle tre tråde lysegrøn eller fem tråde mellemgrå.

Trådene er betænksomt blevet viklet omkring hjemmelavede papstykker for derefter at blive lagt til side.
I dagens hurtige hverdagsliv bliver mange af sådanne rester smidt ud, for hvem kan dog nogensinde få brug for dem??

DET KAN JEG og måske også du!

For det, der ændrede min stemning fra den ene yderlighed til den anden, var at med disse rester fra forskellige kvinder og deres håndarbejder, så giver de tilsammen en farvepalet med uendelig mange nuancer og nogle laves måske slet ikke mere.

HVAD KAN DISSE TRÅDE så bruges til??

I min pludselige genfundne glædesrus kiggede jeg over min anden skulder og fandt en pose med stofafklip...også en gave fra venner's bekendte...og med disse to former for skatte sammensatte jeg stof og garnfarver udfra mit humør.

STING FOR STING i et langsomt og healende tempo blev alle stoflag quiltet sammen til en farverig collage.
STING FOR STING blev en lille del af de forvildende tanker og spørgsmål afmonteret fra mit indre mylder.
STING FOR STING nød jeg collagens tilblivelse med hele mit sansevæsen

Endnu engang må jeg konstatere, at gennem mit håndværk kan jeg skabe en særlig ro i både i nervesystem og mit sind.

Det er midt i det kreative rum jeg stortrives og min livsglæde vokser,
det er her jeg kan få skabt både overblik og navigere i det indre og ydre kaos.

Den næste tid vil jeg være i mit kreative rum og derfra - stille - rolig - nærværende finde vej tilbage til arbejdslivet.

Tak fordi du læser med,
kærligst Karenmaria 

IMG_0560.jpg

IMG_0561.jpg

IMG_0562.jpg