Kunstfuglen - en overdådig gave til Kejseren

Der var engang for længe siden, hvor denne skrivende Brodøse kastede sig ud i fortolkninger og fortællinger af H.C.Andersens eventyr; Nattergalen.
Men ak, tiden går og klokken slår, alt imens livet byder på alverdens opgaver udenfor kunst-broderiernes verden. Nu er tiden så endelig kommet, hvor jeg med stor glæde og trommehvirvel kan byde velkommen til historiens næste aktør.....Kunstfuglen!
Som du nok erindrer, så havde Kejseren af Kina fået selskab af den lille sangfugl Nattergalen. Det vil sige Nattergalen var frivilligt fløjet ind for at give en trille eller to til Kejser og hof, men blev af de begejstrede folk indfanget og sat i et gyldent bur. Det huede ikke sangfuglen og trillerne gik fra dur til mol.
Midt i de sørgmodige melodier, da skete der noget ganske utroligt!
Kejseren modtog en pakke så fin og elegant, at der skulle hidkaldes helt særlige hoffolk til at udvikle sløjfer og knuder, inden æskens låg kunne løftes og synliggøre indholdet. Alle var en kende utålmodige - måske især Kejseren, der til trods for hans alder stadig var lidt af et legebarn allerinderst inde.
Pif - Paf - Puf - med ét steg en kunstig fugl op fra æskens indre.
En fugl pyntet efter alle kunstens regler. Den var overbroderet (i bogstaveligste forstand ) med guld og silketråde, delikat overstrøget med funklende perler ogglitrende palietter og ellers kreeret af fed silkestof i blide forårs farver.
Næææ - Ihhh - Åhhhh - lød det fra alle omkringstående folk, sikke et pragtstykke.
Ikke nok med at denne fugl overstrålede nattergalen af udseende. Den kunne såmænd trækkes op på mekanisk vis og derefter spille i timevis, ja sågar dagevis. Den samme lille festlige melodi i en solid fast takt, så samtlige tilhørere hurtigt kunne lære sangen og nynne med (- med hver deres næb!).
Begejstringen ville ingen ende tage. Den mekaniske kunstfugl blev trukket op i en uendelighed og ingen havde mere lyst til at lytte til Nattergalens uforudsigelige viser. Det var dog lige indtil en dag, hvor fugle-kapelmesteren foreslog, at de to fugle skulle synge en duet. Kejseren og hele hans hof klappede lystigt i deres hænder af bare iver for at lytte til en sådan koncert.
Men hov - hvor var Nattergalen nu henne?
Bifaldet ændrede lynhurtig form til en skinger hylekoncert. Straks blev samtlige tjenestefolk sat igang med en grundig eftersøgning. der blev ledt højt og lavt i alle stuer, sale og gemakker...men den lille grå sangfugl var pist borte og væk.
Hvordan kunne denne misere ske?
...og så i Kejserens Palads!?!
Her efterlader jeg dig, midt i en tumultarisk scene.
Imens hele hoffet er på den anden ende, så kan du i ro og mag scrolle ned her på siden og se broderidetaljer fra Kunstfuglen, for den flyver ingen vegne.
/Karenmaria
PS: Skal du lige have genopfrisket de tidligere fortolkninger og broderier fra eventyret, så kan du følge linkene lige her:
Det er detaljerne, der skaber helheden
Produkt perfektion eller proces?
Hvad giver man kejseren der har alt?
Categories
- Nyheder (12)
- Broderi fortællinger (94)
- Tanker midt i en forandrings tid (30)
- Eventyrlig broderi med Nattergalen (10)
- Eventyrlige broderi med den lille havfrue (13)
- 21 dage med broderi fortællinger (18)
- Brodøsens sommerpostkort (13)
- Broderi stilleben (16)
- Brodøsens julefortællinger (10)
- Postkort fra Brodøsen (4)
- Kristendom og Kreativitet (1)
- Craft-psykologi og æstetiske læreprocesser (3)
- Papir Pynt i genbrugsmaterialer (1)